Sociale medier – virkelighed eller glasbillede.


Brugen af sociale medier er en stor del af rigtig manges hverdag. Både som en privat platform, men især også som professionel platform, for såvel virksomheder som privatpersoner (eller offentlige personer).

Jeg bruger selv både facebook, instagram og for nyligt også snapchat (sidst nævnte dog kun som en privat platform). Det er steder jeg bruger meget forskelligt, facebook er jo nok primært som det sociale netværk det egentlig er tiltænkt, altså hvor jeg følger lidt med i hvad venner og bekendte skriver og lægger ud. Instagram er mere et sted jeg følger forskellige folk, som deler billeder af ting jeg interessere mig for, det være sig børn/familie, mad, strik eller andre kreative ting og ikke mindst motion. Rigtig mange af de folk jeg følger er ikke nogle jeg kender rigtig, kun via skærmen og de små ting de vedhæfter deres billeder. Det kan måske virke overfladisk og falsk. Og det er netop det der egentlig er mit essens med dette indlæg. For hvad er det vi deler med omverdenen og hvordan ser vi som modtager på det der lægges ud. Forblændes vi eller ser vi også menneskerne bag. Og er det ene mere ok end det andet.
De fleste mennesker vil nok gerne tage sig pænest muligt ud når vi skal præsentere os selv. Samtidig vil rigtig mange af os også se det ærlige menneske bag, kunne sammenligne os, se at der ikke er nogle der er uden fejl, eller måske se indad og vide at trods egne “fejl og mangler” er vores liv stadig rigtig godt. Det er jo en “on gowing” debat, det her med “det perfekte liv” og det er jo nærmest gået sport i at enten skal alt være HELT perfekt, eller i det modsatte hjørne at vise alt det uperfekte ( og ægte om man vil). Og debatten er jo rigtig fin, for hvordan påvirker brugen af sociale medier os egentlig. Stresser eller motivere/inspirere det os? Og hvem har ansvaret?

I den periode hvor jeg på ingen måder havde det godt, kunne andres “Perfekte” hverdags billeder nemt have ramt mig, hårdt! hjemmelavet det ene og det andet, gåtur med børn, udflugter osv. Idag kan de selv samme profiler med nogenlunde sammen indhold af billeder virke motiverende eller inspirerede. Så i virkeligheden handler det vel især om øjnene der ser. Og personlige tolkninger om det skrevne. Og ikke mindst at være bevidst om hvor man selv er i det hele, hvornår der måske skal lukkes lidt ned, hvis ikke det giver noget positivt.

Lige PT kan MIT brug af instagram i den grad sparke til min dårlig samvittighed. Her kunne jeg havde valgt at skrive “stresser mig”, det er ikke sådan jeg har det, netop fordi jeg er bevist om hvor jeg er, og hvordan andres billeder kan påvirke både mig. Men altså min dårlige samvittighed handler jo om mit løb… eller rettere mangel på samme…. for der er godt nok gang i forårsløbeskoene rundt omkring på de profiler jeg følger (en del er så altså også mennesker jeg kender rigtig)… men netop her vælger jeg at istedet for at se det som stress over at jeg ikke får løbet, så bruge det som motivation til at få lettet rumpetten fra sofaen og komme afsted.

SÅ tilbage til den med ansvar og virkelighedsans, så mener jeg vi bør være beviste om at sociale medier altid kun vil vise en del af sandheden, i større eller mindre grad, og altid set fra den udgivendes synspunkt (her kunne man komme ind på noget omkring subjektiv-objektivitet, hvilket er en længere forklaring om en snak vi havde på Bali), men er vi beviste om dette, og ikke ser et enkelt billede som den eneste og fulde sandhed så kan sociale medier være både brugbare og inspirerende. Også uden at vi skal se vasketøj, opvask, snavsede gulve osv.. misforstår mig ikke jeg elsker ærlighed, også om de mindre fine sider af livet. jeg elsker også bare at blive inspireret af den positive virkelighed (det værende sig genstande, steder, mennesker/familer osv)…. så måske skal begge dele bare have lov at være til uden at det skal tales hverken op eller ned.
Blot lidt fredags tænker herfra – og så lige rigtig god weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *